Her et eksempel på en chili sauce der nemt kan varieres i styrke og kan bruges til at spice enhver tallerken op – eller brug i større mængder i fx. en kødsovs.
Ved konservering kan du have din chilisauce stående i lang tid på køl.
Styrken i denne sauce er svært at sætte noget tal på, da du kan bruge alle de forskellige chili du ønsker og i de mængder du ønsker. Mit råd er at forsøge at lave en lille portion af denne og så selv mærke efter. Blev den for stærk eller mild og så justere næste gang.
Hjemmelavet Chilisauce – blandet chili og tomat
Ingredienser
- 10 stk blandet chili se billede
- 10 stk tomat
- 2 stk løg
- 5 fed hvidløg
- 2 stilke bladselleri
- 1 stk gulerod
- 0,25 dl eddike
- ½ stk citron eller lime
- 2 tsk salt
- 1 tsk peber
- 2 spsk olie til stegning
Sådan gør du
- Af chili har jeg benyttet 3 Chocolate Cherry (mild 1/10) - 1 Ungarsk peber (medium 4/10) - 1 Czecholovaki Black (mild 2/10) - 2 Apache – umoden (stærk 8/10) - 1 Bhut Jolokia – umoden (meget stærk 12/10)
Du vælger blot dine egne - Varm olie i en god gryde – ved en mellem varme.
- Tilsæt finthakket løg og hvidløg og lad det simre i et par minutter til de er blevet klare.
- Tilsæt finthakket gulerødder og bladselleri og tilsæt gerne en smule vand i bunden så det hele kan stå og koge svagt. Giv det ca. 5 minutter og tilsæt evt lidt mere vand så det ikke brænder på.
- Hak og tilsæt nu dine tomater (fjern gerne skindet først)
- Skær alle chili forsigtigt op (brug helst plastik handsker da det kan brænde meget) og fjern kernerne og den hvide stok med en kniv. (Er du en hård hund, kan du sagtens bruge kernerne og stokken også – dog kan styrken blive svær at styrer).
- Tilsæt dine chili til blandingen og lad det hele stå og småkoge i minimum 30 minutter. Rør rundt med jævne mellemrum
- Når det hele er godt udkogt skal det blendes til en fin pure.
- Igen over i gryden og tilsæt nu citron og eddiken og blandet det hele godt sammen med en ske. Lad det simre på svag varme i minimum 5 minutter – gerne mere. Indtil det rammer en konsistens du syntes om.
- Smag til med salt og peber (selvom det er meget svært at smage på en varm stærk chili sauce 🙂 )
- Følg konserverings guiden hvis du vil gemme din sauce i længere tid.
- Hæld din sauce på glas og smid den i kølekabet – den kan sagtens bruges med det samme, men bliver blot bedre efter en 7-14 dage.
Hejsa
Jeg er igang med at lave chilisaucen i samme øjeblik, som jeg skriver her…..den står og småkoger nu, og jeg er MEGET spændt på smagen, da jeg har brugt vores egne hjemmedyrkede chilier, men jeg aner ikke, hvilken slags de er:-)
Synes ikke det ser særlig rødt ud, men det kommer måske, når det bliver blendet……
HVIS nu det bliver voldsomt stærkt, hvad gør jeg så for at gøre det lidt mildere i smagen?
Christina…..:-)
Hej christina,
Du kan altid “fortynde” den lidt med tomater eller andre af de ingredienser som nu ikke er chili.. Og vil man i stedet have den stærkere, er stødt chili en nem vej.
Bruger du slet ingen sukker?
Hej Pia,
Nøøh det bruger jeg ikke -- men ville jeg søde det ville jeg benytte honning fremfor stødt sukker.
Hejsa
Hvis man kun har cayenne kan man så ikke bruge dem istedet? Og hvis muligt har du så en ide om hvor mange man skulle forsøge at putte i?
Håber meget at du får tid til at svare,da jeg lige nu har haven fuld af cayenne. Alternativt ender jeg ellers bare med at tørre hele baduljen..
Laura
Hej Laura,
Du kan såmænd sagtens bruge cayenne -- det er mest med at finde frem til de chili typer (smag og styrke) man godt kan lide og så bare bruge dem.
Hej. Jeg leder efter den omtalte konserveringsguide?
Den står bag på flasken/pakken af det konserveringsmiddel middel du køber.
Jeg bruger Atamon.
Tak for inspirationen!! Kæresten og jeg har en masse tomater og chili i vores drivhus og prøvede din opskrift i aftes. Vi undlod dog bladselleri og guleroden da vi ikke havde nogen på lager, men brugte lidt mere løg. Den er blevet helt vildt god!! Vi laver en meget større portion næste gang og prøver at bruge atamon for at konserverer.